Arbejdsmiljøcertificering af Styrolit

Efter i mange år at have arbejdet systematisk med arbejdsmiljøet, har Styrolit netop fået et synligt bevis på indsatsen ved tildeling af arbejdsmiljøcertifikatet.

”Alle 3 produktionssteder under Styropack A/S ved Glejbjerg, i Osted og i Maribo har tidligere opnået den højeste placering ved Arbejdstilsynets tilpassede tilsyn, hvilket er et bevis på, at vi kan og selv vil klare virksomhedens arbejdsmiljøopgaver. Vi skulle desuden i gang med en større revision af vores arbejdsmiljøhåndbog, så det var naturligt at tage skridtet fuldt ud og lade os arbejdsmiljøcertificere”, siger administrerende direktør Jesper Andersen.

”Desuden er processen med en arbejdsmiljøcertificering et godt indspark til den løbende proces, der er og skal være inden for arbejdsmiljø, så vi sikrer at gode resultater fastholdes, og at vi løbende forbedrer os på relevante områder”, fortsætter han.

Styrolit har valgt at lade sig certificere efter standarden OHSAS18001, fordi det er en international standard, hvilket gør det lettere at kommunikere med udenlandske kunder og kontakter om arbejdsmiljø, når referencen er ens.

"Processen med arbejdsmiljøcertificering har været en stor udfordring for Styrolit, fordi vi samtidig har haft utrolig travlt i produktionen. Ligeledes sker der løbende ændringer i vores produktion, så arbejdsmiljøforholdene nærmest ændres fra dag til dag, og det ser ud til at fortsætte et år frem i tiden. Alligevel har vi en god daglig kommunikation i sikkerhedsorganisationen, som skal sikre, at det aktive arbejdsmiljøarbejde fastholdes.

Vi har i forløbet bl.a. haft alle medarbejdere på kursus i førstehjælp. Vi har også stor fokus på medarbejdernes trivsel. Således er der til alle medarbejdere indført tag-selv-frugt og en tilskudsordning til fysioterapi- og kiropraktikbesøg. "Resultatet af den øgede fokus på medarbejdernes trivsel har givet et fald i sygefraværet på 50% i 2006 i forhold til 2005", siger fabrikschef Brian Hansen.

Det primære ved et godt, systematisk arbejdsmiljøarbejde er for Styrolit at fastholde og udvikle et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Derfor håber man også, at et godt omdømme på arbejdsmiljøområdet vil være et plus, når fremtidens medarbejdere søger job.

Styrolit • Kidnakken 13 • DK-4930 Maribo • tlf. 7979 8211 • fax 7979 8212 • styrolit@styropack.dk